AmagerJKD

Vi søger altid at opnå den bedst mulige træning for alle som deltager, og selvfølgelig ønsker vi at opnå maksimalt udbytte af træningen hver gang.

Det betyder at vi alle bliver nødt til at indgå i et samarbejde, og at alle som deltager tager aktiv del i hinandens træning. At alle bidrager med et ønske om at udvikle hinanden og derved sig selv.

Der er flere forskellige måder træningen kan foregå på. 1. trænere demonstrerer og forklarer, 2. Gensidig teknisk grundtræning/pudetræning, 3. Ensidig sparring med en aktiv modstander, 4. Sparring.                 Under hver enkelt træningsform er der nogle simple deltagermæssige forhold som kan gøre en forskel for udbyttet af instruktionen eller øvelsen.

1. – Når vi instruktører viser og forklarer, teknikker eller teori i forbindelse med kommende øvelser, er det er klar fordel for tilskueren(eleven), at absorbere det viste eller forklarede. Det betyder at man forsøger mentalt at gengive øvelsen, hvis det er en specifik teknisk øvelse, så har hjernen først forstået og så gennemgået øvelsen, herved er det ofte lettere at omsætte den til fysisk handling.

At forsøge at efterligne instruktørens bevægelser, er også en god måde at indlære specifikke bevægelser (som når spædbørn lærer at gå, spise, tale mv. – ikke for at sammenligne elever med spædbørn J )

Det er alt sammen meget teoretisk, og skal selvfølgelig tages med et gran salt, da vi alle er forskellige, lærer forskelligt og ikke mindst bevæger os forskelligt. Men ikke desto mindre er jeg overbevidst om at det er et stærkt værktøj til hurtig udvikling.

2. – Når man øver teknisk som f.eks. når man banker løs på puder, så er man ikke altid selv klar over ens egen ”performance”, om øvelsen bliver udført rigtigt eller hvad man kan gøre anderledes.  Her er det i høj grad op til pudeholderen at bidrage med input for at forbedre udbyttet.

Følgende er en huskeliste til det at være en god pudeholder/træningsmakker:

-          Pudeholderen skal opfatte sig selv som en form for mellemtræner i situationen, han/hun har alene overblikket over hvad der foregår  i forbindelse med udførelsen af øvelsen.

-          Pudeholderen skal have øje for den måde han/hun placere puderne i forhold til personen som udfører øvelsen, samt afstanden som samme person har til puderne.

-          Pudeholderen bør rette og korrigere udførelsen.

-          Pudeholderen bør presse personen som udfører øvelsen, i tilstrækkelig grad, tilpasset niveauet.

-          Og pudeholderen bør rose og imødekomme personen som udfører øvelsen, det højner moralen.

 3. – Ensidig sparring er når vi eksempelvis træner den taktiske, aktive del af selvforsvar, hvor taktikken muligvis er betinget af afstand nytter det ikke hvis begge parter søger at holde afstand, i så fald ville øvelsen hurtigt blive nytteløs.

I stedet vil den ene part indgå som aktiv modstander, som en fingeret overfaldsmand. Det betyder at ”den aktive modstander” forsøger at ”lege legen” han/hun forsøger altså at være aggressiv, og presse udøveren til at benytte den taktik som øvelsen lægger op til.

Det er her at kontakten øges og stressen stiger i takt med modstanderens pågåenhed.

Den aktive modstander, har igen som pudeholderen, ansvaret for det udbytte som personen der udfører øvelsen, får af netop den øvelse. De samme punkter som i huskelisten ovenfor gør sig gældende her, men hvad der er vigtigst er at ”den aktive modstander” tilpasser sig udøverens niveau – kort sagt, at man ikke ”jorder” men gradvist presser og udfordrer, gør øvelsen progressivt sværere og sværere for udøveren.

4. – Under sparring er der ingen som ”er der for hinanden” men man er begge lige om at udføre øvelsen – dertil skal nævnes at det derfor altid tilstræbes at niveauerne tilpasses så dygtige erfarne elever ikke kommer op mod nybegyndere.

Man kan sige at sparring er der hvor man på den hårde måde tester sine personlige egenskaber, sin udholdenhed og ikke mindst sine taktiske og tekniske evner. – begge parter vil altid forsøge at overgå hinanden på alle punkter, og det kan hurtigt gøre øvelsen sur og ubehagelig. Derudover er der det forhold som hedder kontakt, altså at man kan blive ramt hårdt og på uheldige steder!. Så alt i alt kan en omgang sparring hurtigt blive meget demoraliserende.

Derfor er det også her vigtigt at man som den ene part af en øvelse, har omtanke for sin træningspartner, hans/hendes niveau i forhold til sit eget, man stopper hvis noget går for hårdt til, eller hvis skader opstår, og man roser hvis modstanderen gjorde noget som var godt, igen for at højne moralen.

- Grundlæggende for alt det som jeg nu har skrevet er, at man som den ene del af et trænings partnerskab tager ansvar for den andens træning, man udviser engagement og gåpå mod altid, og afstår fra at være negativ eller brok. – god træning rammer også en selv J.

Tanker omkring boksning, kontakt og den fysiske side at træningen.

Vores udgangspunkt i træning vil altid være selvforsvar, og helst så simpelt og grovmotorisk som muligt. Netop det indebærer at graden, eller hårdheden af den kontakt vi fysisk kan udøve på hinanden, vil være begrænset. - vi kan af gode grunde ikke gøre brug af albuer og skaller, spark slag til skridtet eller halsen mm. Vi skal helst kunne træne dagen efter!

Vi bruger boksning, som en simpel og god måde, hvorpå vi progressivt og sikkert kan lære at tage de slag der måtte komme, Sikkert da vi har store bløde handsker på, progressivt fordi, det i boksning er let at tilpasse graden af kontakt, uden at ”legen” også må ændres.

Ofte bruger vi boksning for boksningens skyld, dvs. at, når vi bokser, under træning, benytter vi os af de regler og restriktioner som boksning indeholder, meget ulig vores øvrige træning.

Det gør vi af flere forskellige årsager; først og fremmest på grund af det tekniske og kampmæssige aspekt, men i lige så høj grad for at vende os til ”kontakten”, fra mild til hård.

Men boksning kan også formes, tilpasses så den bliver mere ”gadekamps realistisk” – det er endnu en grund til at boksning som system er meget brugbart for os som selvforsvarsudøvere.

Dermed ikke sagt at boksning, som boksning er, skal udgøre kernen i træningen, endsige erstatte, eller være den eneste form for kontakt-træning vi benytter os af. Boksningen er et let redskab, et kontrollerbart redskab, der f.eks. for en nybegynder, vil føles som en sikker, eller i hvert fald mere sikker, måde hvorpå denne gradvist kan vende sig til kontakt. hellere gennem en bokse-sparrings kamp, end en fuld ud morder-sparring, med alt hvad der dertil hører albuer, skaller, bid mm.

At vende sig til kontakt er en længere proces, det handler altså om at gøre det sikkert – så ingen bliver skræmt væk, gøre det progressivt, fra blød, til hårdere og til hård kontakt. Og gøre det i et kontrollerbart miljø. Sådan undgår vi skader og frygt.

Hvorfor er det så vigtigt at vende sig til kontaktbaseret træning?

Først og fremmest er det vigtigt fordi arten af træning, skal afspejle virkeligheden, ellers spilder man sin tid. Hvis man ønsker at lære selvforsvar, at forsvare sig selv mod en aggressiv modstander, som kan gøre brug af våben, eller være flere end én. Så skal man konditionere sin krop, og sit væsen til, på alle områder at kunne modstå, imødegå og afværge, hvad der ville komme, uanset modstanderen!

Hvis man tror at man kan lære selvforsvar uden nogensinde at have mærket smerte eller stress, så svarer det til at gå i krig, uden våben! - og man har kun snydt sig selv.

Adrenalin og smerte er fysiologiske faktorer som man mere eller mindre kan vende sig til, eller i hvert fald vende sig til at ignorerer – så man kan betragte al selvforsvarstræning som en tilvænningsproces ud i fysisk kontakt, at lære at bide smerten i sig og fortsætte til arbejdet er gjort, have vilje trods skader, er i virkeligheden kernen i al selvforsvar, og skal altid, under træning, tages meget seriøst.